KETOGANER - EN SVÆR EEN AT KONKURRERE MED

Danmarks mest brugte morfin-lægemiddel hos misbrugere

Ketogan sniffes og injiceres af stofmisbrugere, som en substitut for heroin. Ketogan har en kort virkningstid og når op til hjernen hurtigt, og det er derfor Ketogan er et populært misbrugsstof på lige fod med heroin. Ketogan er alene et receptmedicin og laves ikke illegalt. Hvorfor Ketogan kan sælges på det sorte misbrugsmarked er fordi der skrives for meget Ketogan ud på recept. Det må tyde på, at en hel del læger bliver snydt til at skrive Ketoganer ud.

Ketogan er et smertestillende stof ligesom morfin. En del mennesker fremkommer med smerteklager og af en sådan art, at de får udskrevet mere Ketogan end de har brug for. Det overskydende sælger de til pushere og derved kommer Ketogan i omløb til misbrugerne. En Ketogantablet koster ca. 25-50 kr stykket afhængig af efterspørgslen.

Man bliver uhyre let afhængig af Ketogan. Efter få gange er man blevet afhængig, ligesom med heroin. Ketogan har samme bivirkninger som heroin og giver svære fysiske abstinenssymptomer, hvis man tager en kold "tyrker". Ofte giver Ketogan anledning til at forbruget stiger og stiger hos misbrugeren. Jeg har patienter der tager ca.10-15 Ketoganer dagligt ! Ligesom med heroin er man nødt til at tage Ketogan ca.3-4 gange dagligt for at dække døgnet fri for abstinenser. Man er derfor nødt til at gå konstant på jagt efter Ketoganer. Det er den vilde Ketoganjagt, efter recepter, købe på det sorte marked eller platte/bytte sig til dem. Det er ikke et sjovt liv.

Ketogan giver et stærkt sus og bedøver hjernen. Derfor vil en del metadonbrugere gerne have fat i Ketogan som ekstrastof til deres daglige amtsudleverede metadon. Ca. 20% af dem der tager metadon har et sidemisbrug med Ketoganer i perioder. Ofte bliver metadonen byttet med Ketoganer. Får metadonbrugeren lidt "ekstra" metadon på een eller anden måde, omsættes det ofte til nogle Ketogantabletter. Der sker en livlig byttehandel/salg ved metadonudleveringsstederne. Ketoganer og Stesolider er de foretrukne stoffer der byttes til.

Subutex og Ketoganer går oftest ikke godt sammen. Men metadon kan udmærket kombineres med Ketoganer har misbrugerne fundet ud af. Mange der bruger Metadon misbruger Ketogan, fordi det giver et sus oveni Metadonen.

 

skrevet af psykiater Klavs Nicholson